Tavse Biblioteker #2

10. april 2024 kl. 19-21: Tavse Biblioteker #2 med June Dahy, Tahir Mirza og Khashayar Naderehvandi på Forfatterskolen. Dørene åbner kl. 18.30

Projektet “Tavse Biblioteker” handler om, hvem vi får at vide, at det er vigtigt at lytte til, og hvem vi bare kan ignorere. I efteråret 2022 gennemgik forfatter og billedkunstner Franziska Hoppe hele Forfatterskolens bibliotek og vendte alle de bøger om, hvis forfattere var født i Vesteuropa og USA. Derudover blev fem forfattere, oversættere og akademikere inviteret til at indkøbe og introducere ti bøger til samlingen, som, de mente, manglede på hylderne. Med projektet begyndte Forfatterskolen det afgørende institutionsselvkritisk arbejde med at lade biblioteket tale på områder, hvor det før har været tavst – et arbejde som nu fortsættes. Efter sidste års succes er det nemlig nu igen blevet tid til en aften i bibliotekets tegn. Så kom og hør dette års inviterede gæster – June Dahy, Tahir Mirza og Khashayar Naderehvandi – introducere de bøger, de hver har indkøbt til samlingen, og som, de mener, mangler i reolerne. Dørene åbner kl. 18.30, og arrangementet vil foregå på dansk og engelsk.

Om Tavse biblioteker skriver kunstneren:

”Projektet handler om, hvilke bøger der har fået plads i vores uddannelsesinstitutioners bogsamlinger, og hvilke der ikke har. Det spørger til, hvad det er for en viden, skolerne gør tilgængelig for sine studerende, og hvem de på den måde fortæller, at det er vigtigt at lytte til, og hvem man bare kan ignorere. Både konkret og i overført betydning danner biblioteket rammen for Forfatterskolens undervisning, og Tavse biblioteker ser derfor også på, hvad det er for en kontekst, bogsamlingen skaber for skolens diskussion om, hvad en tekst kan være, hvad den kan sige, og ikke mindst hvordan den kan sige det. Biblioteket blev til, da skolen overtog den tidligere rektor Poul Borums private bogsamling, og hvis man ser ned over hans “Sprøjtekanon” fra 1995 – hans liste over hvilke bøger, han mente, en forfatter burde have læst – er den, som han også selv anerkender, udpræget eurocentrisk. Men er det nok bare at anerkende det og så fortsætte, som om intet var hændt? Tavse Biblioteker arbejder med at gøre det fravær synligt, som ellers til daglig bliver holdt skjult af de bugnende hylder, og ikke mindst for at flere perspektiver, erfaringer og litterære traditioner kan begynde at fylde på hylderne – både konkret og i overført betydning.”

Om de medvirkende:

June Dahy er studielektor på Københavns Universitet, hvor hun underviser i arabisk sprog, grammatik og litteratur og desuden udvikler undervisningsmateriale til undervisningen. Desuden har hun i mange år beskæftiget sig med litterær oversættelse fra arabisk til dansk og har i de senere år bl.a. oversat en del syrisk litteratur. Hun er aktuel med oversættelsen af Adania Shiblis roman En mindre detalje, der udkommer i løbet af sommeren 2024.

Khashayar Lykke Naderehvandi debuterede i 2011 med digtsamlingen Om månen alls syntes og har siden udgivet romaner, noveller og digtsamlinger. På dansk findes digtsamling Rosenfingrede daggry (i oversættelse af Jesper Brygger). Khashayar er også aktiv som forsker og skrivelærer. Hans Ph.d., Vem vittnar för vittnet blev udgivet i 2020 og handler om fiktionens evne til at bygge bro mellem forskellige epistemologier gennem vidnesbyrd og oversættelse. Hans seneste bog er romanen Hemsökelse, som blev udgivet i slutningen af 2022. I øjeblikket arbejder han som redaktør på magasinet Glänta.

Tahir Mirza er født oppe i bjergene i det centrale Afghanistan. Som 9-årig kom han til Danmark, hvor Frederiksberg, Bagsværd og Amager hver især udgjorde forskellige slags hjem for ham. Fra Aarhus Universitet har han en bachelor i religionsvidenskab og kandidat i retorik. I 2022 blev han færdiguddannet på Forfatterskolen og året efter debuterede han med bogen NAURU på Gyldendal – en roman om Australiens inhumane off-shore policy, hvor de bl.a. bruger øen Nauru Island i Stillehavet som detentions-ø for traumatiserede flygtninge. Sidste sommer var han i Kabul for både at opleve afghanernes liv under Taliban og for at lave research til sin næste roman.

Franziska Hoppe er forfatter, billedkunstner og oversætter. Hun er uddannet fra den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Gøteborg og tog sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler i 2021. I sine tværmediale arbejder undersøger Hoppe blandt andet sammenhænge mellem magt og vidensdannelse. Således er udgivelsen Quijote! Quijote! en essayistisk performance og meditation over såvel den litterære kanons ulige betingelser som den skævvredne repræsentation af værker i en given offentlig bogsamling – i tekstens tilfælde et institutbibliotek på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

 

Til toppen