Jobopslag: to nye lærere

Forfatterskolen søger to lærere med tiltrædelse pr. 1. august 2024. Forfatterskolen er en 2-årig videregående og selvejende uddannelsesinstitution med årlig støtte fra Kulturministeriet. Skolen optager 6-8 elever årligt og har siden 1987 uddannet en lang række af landets væsentlige forfattere og aktører i det litterære kredsløb. Skolens ansatte består af rektor, tre faste lærere og en studiesekretær. Forfatterskolen har til huse tæt på Kongens Nytorv i København.

Stillingen

Du vil indgå i et lærerteam på tre lærere plus rektor. Lærerstillingen er en halvtidsstilling (18,5 timer om ugen) af to års varighed med mulighed for 2 års forlængelse.

Undervisningen finder sted mandage og tirsdage. Du vil være ansat til i omtrent 6 uger per semester at varetage tekstlæsninger, det vil sige læsning i plenum af de studerendes tekster, samt have ansvaret for månedlige møder med en mindre gruppe studerende, hvor læsninger af længere manuskripter kan finde sted. Derudover vil du have ansvar for 2-4 årlige undervisningsforløb af litteratur- og kunsthistorisk eller teoretisk art. Du deltager desuden i skolens åbne arrangementer og i lærergruppens løbende samarbejde om planlægning af undervisning, studietur, m.v. – samt ikke mindst i det stadige arbejde med at sikre et godt studie- og arbejdsmiljø på skolen. Dette indebærer deltagelse i regelmæssige lærermøder og fællesmøder, samt i diverse seminarer og workshops på skolen. Derudover deltager du i det årlige, ugelange introduktionskursus sidst i august og i den årlige studierejse i forårssemestret. Du deltager også i det årlige optag af nye studerende. Vi forventer at du er en ekstraordinært dygtig tekstlæser og du vil være aktivt med til at videreudvikle rammerne for Forfatterskolen. Vi forventer at du har en litterær praksis af høj kvalitet, omfattende litteraturhistorisk viden og at du er nysgerrig og reflekteret hvad angår pædagogiske og metodiske problemstillinger.

Løn ifølge gældende overenskomst

Ansøgningsfrist 20. maj 2024

Du kan forvente svar på din ansøgning efter ca. 14 dage.

Der afholdes første samtaler 10. og 11. juni.

Ansøgning og CV sendes til ansoegning@forfatterskolen.dk

Ansøgningen skal være på max 5 sider og skal rumme en kort beskrivelse af din egen litterære praksis samt din erfaring med undervisning eller andet relevant litterært arbejde. Vi vil meget gerne høre dine tanker om tekstlæsning, pædagogik, metode, tradition og (mod-)kanon, studiemiljø eller Forfatterskolen generelt. Vi er også interesserede i at høre om evt. konkrete idéer til undervisningsformer og –emner eller andre faglige/sociale aktiviteter på skolen.

Yderligere information

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte rektor Morten Chemnitz morten@forfatterskolen.dk / 31190425 eller studiesekretær Karin Rauch karinrauch@forfatterskolen.dk / 29265553

Læs mere om Forfatterskolenwww.forfatterskolen.dk

Til toppen