Aaiun Nin, Sabitha Söderholm og Melanie Kitti på Forfatterskolen
D. 4. oktober kl. 19.30 byder Forfatterskolen velkommen til et oplæsningsarrangement med tre unge forfattere, som på hver sin måde forholder sig til det at leve mellem flere kulturer og sprog i et Europa som stadig har tungt ved at konfrontere sin koloniale arv.
Ved arrangementet optræder den allerede internationalt anerkendte angolanske digter Aaiun Nin, hvis debutdigtsamling På min huds sorthed udkom på Gads Forlag i 2021. Herudover Melanie Kitti, der debuterede i august 2022 på Gyldendal med digtsamlingen Halvt urne, halvt gral og Sabitha Söderholm, som netop er debuteret med bogen Chellam, der udkom på Gads Forlag i september 2022. De tre vil læse op af deres værker.
Dørene åbner kl. 19, oplæsningerne begynder kl. 19.30.
Velkommen!
Om de medvirkende:
Sabitha Söderholm er billedkunstner og forfatter, har en BA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og en BA i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Söderholm har deltaget i adskillige gruppeudstillinger og skrevet flere kronikker og artikler. Hendes debut Chellam udkom på Gads Forlag i 2022. Söderholm er født i Tamil Nadu i 1989, og bogen Chellam handler om en ung kvinde der møder sin indiske mor, sin amma, og sammen med hende bevæger sig ind i det landskab og sprog, som hun havde glemt – som var blevet taget fra hende. Landskabet åbner sig gennem de historier som dets beboere – både mennesker og flora – har gennemgået og den viden som landskabet har indlejret i menneskene der bor i det. Sammen opdager de to amma og chellam (der betyder min kære) nye forbindelser: mellem sprog, landskab og indlejret viden og mellem mor og datter, hud mod hud.
Aaiún Nin (Adelina Kiame) er en 28-årig digter, maler og performancekunstner. De er født i Angola og opvokset i Angola, Zimbabwe og Sydafrika. Flyttede til Danmark i 2016. De er udgivet i flere skandinaviske tidsskrifter og har optrådt på litteraturfestivaler i Danmark og Norge. Aaiún Nin skriver med afsæt i sit eget liv om at vokse op i et konservativt samfund i Angola, hvor der er særlige forventninger til kvinder, og hvor kolonitiden stadig trækker spor gennem samfundet og familien. Om at være asylansøger og om at være sort i verden. Hendes første bog på dansk udkom i 2021. Digtene kredser om kroppen: den sorte krop, queer-kroppen og den vold og undertrykkelse, som kroppen konfronteres med. Har på dansk udgivet På min huds sorthed, Gads forlag 2021.
Melanie Kitti er forfatter og billedkunstner uddannet fra Forfatterskolen i København, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunstakademiet i Oslo. I august 2022 debuterede Melanie Kitti på Gyldendal med digtsamlingen Halvt urne, halvt gral. Bogens digte fortæller i et halvt nøgternt, halvt magisk barneperspektiv om en familie der bor – eller måske svæver mellem himmel og jord – på en nedlagt kirkegård. Med en bror i himlen og en far der ind imellem går under jorden, fordi han kender gangene der. I 2021 med-stiftede Kitti Abhivyakti, der er et nonprofit, multidisciplinært magasin med udelukkende BIPOC bidragsydere, og i november 2022 åbner hun en soloudstilling på Rønnebæksholm.